Smukke Indien

Haha, allerede nu tænker jeg ”nej, nej, nej, hvorfor fortalte jeg om min dag i Delhi!” Men så tænker jeg også på alle de gange, jeg er blevet fortalt, at jeg er modig og sej, og det er nok meget godt for mit ego at vise, at jeg altså ikke er modig hver eneste dag.

Jeg skulle bare ud af New Delhi, og så var jeg med det samme forelsket. Indien er det smukkeste, mest fortryllende land, jeg har set. Her er kaos, liv og energi, og så er her en fandenivoldskhed, som er forfriskende og skræmmende på samme tid. I Indien føler man.
Her er ekstrem fattigdom, og jeg er glad for, at jeg er blevet hærdet fra både Kina og Cambodja, for det er voldsomt at blive konfronteret med. Og så er her farver, fyldt med farver. Den gule smog hænger som en sky over hele landet, men ellers er her stærke røde farver og dybe grønne farver.

I 5 timer sad jeg på bagsædet af bilen, som jeg havde lejet gennem mit hotel. Jeg blev kastet frem og tilbage, for i Indien kører man vildt. Vildere end Kina, og det siger alt. Jeg kunne ikke tage blikket fra verden, som fløj forbi mig udenfor. Trygt inde i bilen, kunne jeg endelig opleve og se magiske Indien. Jeg blev stirret på af alle, som kørte forbi, og de fjernede ikke blikket. Både mænd, kvinder og børn.
Gule og grønne Tuktuks kørte med fuld fart forbi, og på siden af kasserne var der skrevet ”I love my India,” og lige der, på min anden dag i Indien, så accepterede jeg, at jeg nok også ville komme til at elske dette land. Elske og hade det på samme tid.

Jo længere nordpå vi kom, jo smukkere og behageligere blev det. Byen Haridwar er det fineste, jeg nogensinde har set. Ganges-floden løb igennem byen, og husene var farvet i stærke farver. Foran mig skimtede jeg de høje bjerge, og det var ikke helt almindelige bjerge. Det var selveste Himalaya. På trods af, at jeg aldrig har været her, så følte jeg mig hjemme.
Vi kørte rundt og rundt i bjergene, og pludselig viste Rishikesh sig foran mig. Den lille, smukke, spirituelle bjergby, som jeg har hørt så mange eventyr fra.