Guide til Ho Chi Minh City, Distrikt 1

26793924_10156042672363695_1927483915_nHo Chi Minh City (HCMC) er vild, autentisk, farverig og kaotisk. Byen deler vandene; nogle elsker den, andre kan ikke komme hurtigt nok væk. Min familie og jeg hører til i den første kategori. Vi elsker HCMC! Min far og jeg har besøgt byen regelmæssigt de sidste fire år, og min tvillingesøster bor i byen.
Fordi vi kender byen så godt, så får vi alle tre mange spørgsmål fra andre, som har brug for gode råd og tips til spisesteder og aktiviteter.
Derfor har jeg nu, i samarbejde med Sofie og min far Søren, lavet en guide til skønne HCMC.
Guiden er lang, og derfor har vi delt den op – første del om Distrikt 1 kan du læse her:
26855732_10156042671563695_61463434_n
Distrikt 1 er der, hvor du finder det meste. Her er store hoteller, hostels, natteliv, gode spisesteder og masser af sightseeing.

26855660_10156042671643695_1433239916_n
Propaganda, 21 Han Thuyen

En af de mest kendte gader i Ho Chi Minh City er skønne ​Pasteur Street.​ Her finder du restauranter, caféer, hyggelige barer, og byens helt eget bryggeri, som jeg fortæller om senere.
Af restauranter på Pasteur, må du ikke gå glip af ”Propaganda,” som er en af byens bedste (jeg kan anbefale deres summerrolls med omelet og avokado, deres crispy rice med rødbede og tofu, og deres chokolademousse til dessert).

Nga Hang Ngon, 160 Pasteur Street
Nga Hang Ngon, 160 Pasteur Street

Det er også på Pasteur, at du finder den kendte restaurant ”Nhà hàng Ngon”, som har formået at samle de bedste gadekøkkener fra Vietnam (og Japan, Thailand og Korea), og så kan man vælge blandt de mange retter (du kan endda gå rundt og se dem blive lavet i de forskellige køkkener). Hvis du vil smage gademad, men samtidig være sikker på, at du får bestilt noget, der smager godt og er hygiejnisk, så er det her, du skal til:-) Overfor restauranten ligger der også en lille cubansk bar, som serverer gode mojitos og arrangerer salsa-aftener!

Mountain Retreat, 36 Le Loi, 9.etage
Mountain Retreat, 36 Le Loi, 9.etage

Le Loi Street ​krydser Pasteur, og fortsætter ned til Ben Thanh Markedet. På Le Loi ligger restaurant ”Mountain Retreat” på niende etage, hvor Sofie og jeg fejrede nytårsaften. Sørg for at få et bord på taget lige inden solnedgang, hvor de har den fineste have med lyskæder og fantastisk udsigt. Maden er god, men bestil en juice eller en kold øl til, for deres cocktails smager ikke af meget.

Parallelt med Pasteur går ​”Walking Street​,​” ​som jeg fortæller om senere. Midt på Walking Street ligger en gammel, høj bygning, som kaldes ”The Apartments”, i hver ”lejlighed” ligger en lille café, så det er et perfekt sted at holde pause fra byens ræs og de høje temperaturer.

Chi Hoa, 31A Le Than Thon
Chi Hoa, 31A Le Than Thon

Le Thanh Ton ​er endnu en fantastisk gade med gode restauranter. I den ene ende af gaden finder du det japanske kvarter. Se om du kan finde vej i labyrinten af små sidegader, men vær opmærksom på, at der er mange japanske skolepiger, som inviterer på ”massage” til mændene. I det japanske kvarter finder du de bedste sushi og ramen-restauranter.
Længere nede ad gaden finder du nogle af vores yndlingsrestauranter. ”Chi Hoa” serverer den bedste, traditionelle vietnamesiske mad (især deres bowls med risnudler og forårsruller), ”Tuk tuk” serverer fantastisk thai-mad (især deres vegetarkarry, som nemt kan deles to personer) og ”L’usine” er en fin (og lidt dyr) fransk café, som serverer god kaffe og de fineste kager – du finder også ”L’usine” på Le Loi Street og lige ved Operahuset.

Bui Vien by night
Bui Vien by night

Hvis du er backpacker, så er gaden ”​Bui Vien”​ der, hvor du skal hen. Min tvillingesøster Sofie kan ikke forestille sig noget værre, mens min far og jeg er vilde med gaden. Her er larm, kaos, alt for mange sælgere, dunkende bas fra de mange barer og solbrændte backpackere i tanktops. Du oplever ikke den bedste side af byen her, men du er sikret en sjov aften på de mange natklubber.
På Bui Vien skal du spise nudelsuppen Phó på restauranten Phó Quynh, du skal drikke drinks på rooftopbaren ”The View,” og så skal du bo på hotellet ”Hong Hanh.”
Sæt dig på de små plasticstole på en af de mange caféer eller barer, og se på gadelivet, som suser forbi, mens du slubrer iskaffe eller skyller ned med en kold Saigon Bia. Hvis tømmermændene er hårde næste dag, så køb en bánh mì ved en af de mange vogne og drik en frisk kokosnød til.

Banh Mi bod, Bui Vien
Banh Mi bod, Bui Vien
Bunker, 79/2/1 Phan Ke Binh
Bunker, 79/2/1 Phan Ke Binh

I udkanten af distrikt 1 finder du den fine, lokale bydel ​Da Kao​. Her kan du nemt få timer til at gå ved at gå op og ned ad gaderne og shoppe i de mange små butikker, som sælger tøj, sko, keramik og lokale skønhedsprodukter.
På gaden ​Ha Ba Trung​ finder du byens bedste vegetariske restaurant ”Tib Chay Restaurant”, som laver det lækreste vietnamesiske vegetarmad. På samme gade ligger ”Bunker”, som serverer god morgenmad, vestlig frokost og aftensmad og cocktails om aftenen. Bunker har også et lille gæstehus, hvor du kan leje et fint værelse.
På gaden Nguyen Van Giai finder du baren ​”Indika,”​ som er samlingsstedet for byens expats. Baren ligger godt gemt væk, for du skal ind i en baggård og igennem en barbeque-restaurant for at komme til den. Men det er det hele værd, for hos Indika er der altid god stemning, kolde øl og lækre drinks.

Liberty Hotel, Pasteur Street
Liberty Hotel, Pasteur Street

Natteliv:
I Ho Chi Minh City er de kendte for deres skybarer, og du må ikke gå glip af et besøg på en af dem, når du er i byen. De vildeste barer er ”Chill,” ”360” og ”Glow,” som alle ligger i distrikt 1. Men vær opmærksom på, at de kræver en særlig dress code (ingen klipklappere, ingen shorts), og priserne er høje. Mere uhøjtidelige skybarer uden dress code er blandt anden skybaren hos ”Liberty Hotel” (her er der også en pool, som du kan benytte for 300.000dong) og ”The View” på Bui Vien.
Vores yndlingsskybar er ”Lighthouse,” og her kommer vi hver tirsdag, hvor de har ”Ladies Night.” Det betyder, at der er gratis lækre cocktails til alle kvinder. Skybaren har den bedste udsigt, masser af lyskæder og en kæmpe discokugle i loftet.
26803993_10156042666783695_2077821014_nPasteur Street ​har også mange barer, men den bedste af barerne er bryggeriet ”Pasteur Street Brewery”. Bryggeriet laver lokale øl med peber fra Phu Quoc, passionsfrugt, pomelo, kaffe og chokolade. Du kan bestille en lille ølsmagning – et sæt med seks forskellige øl.

Hvis du også er vild med HCMC og planlægger en tur hertil, så følg med de næste par dage, hvor vi guider til de andre distrikter, shopping, sightseeing, aktiviteter og alle de praktiske oplysninger om den skønne by.
26803973_10156042672333695_1130718973_n

En tanke om “Guide til Ho Chi Minh City, Distrikt 1”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>