Fra Indien til Vietnam

26943285_10156042668033695_1133267923_nJeg har sammenlagt rejst alene i 2 år, og når man har rejst så meget, som jeg har, så er der mange ting, som bliver nemmere. Det bliver nemmere at komme til nye byer og nye lande, det bliver nemmere at socialisere og møde nye rejsevenner, det bliver nemmere at stå i farlige og utrygge situationer, og så bliver det også nemmere at planlægge rejsen og ikke stresse i lufthavnen.

…Det skulle man i hvert fald tro. Men sandheden er, at jeg formåede at gøre alt galt, da jeg skulle fra Indien til Vietnam…
Jeg skulle flyve med fire fly på to dage. Først med Jetstar fra Nordindien til Delhi og fra Delhi videre til Sydindien. Næste dag skulle jeg så flyve med Airasia fra Sydindien til Kuala Lumpur og derefter videre til Ho Chi Minh.

Da jeg et par uger inde i min teacher training besluttede mig for at overraske familien og tage til Vietnam, så gik det en smule stærkt, da jeg skulle booke flybilletter. Jeg vidste, at det ville blive en lang rejse, og derfor sørgede jeg for at booke de fly med mindst transfertid i lufthavnene – kæmpe amatørfejl!
Det var først efter, jeg havde trykket ”køb” og fået mine billetter, at jeg kom på bedre tanker. Hvis man flyver med SAS eller Emirates, som altid lander til tiden, så kan det sagtens betale sig at have kort transfertid, men når man, som jeg, flyver med asiatiske lavprisflyselskaber, så må man regne med, at de er forsinkede. Mine transfertider var på 1,5 time… Jeg krydsede fingrene og satsede på, at det hele nok skulle gå.

Rejsedagen kom, og efter at have krydset Himalayabjergene i en rickshaw endte jeg jo heldigvis i Dehradun lufthavn. Her skulle jeg flyve videre til Delhi og derefter fra Delhi til det sydlige Indien – Kochin lufthavn. Ved bagagebåndet mødte jeg to indiske mænd, som også skulle videre til Kochin, og det gjorde mig i lidt bedre humør, så var jeg heldigvis ikke den eneste, der skulle skynde sig.
Vores fly var forsinket, og vi ventede og ventede. En time efter planlagt tid kunne vi endelig boarde. Jeg spurgte stewardessen, om jeg ville nå mit næste fly til Kochin, men hun gav bare det klassiske indiske svar – en let hovedrysten, som både betyder ”ja”, ”nej”, ”måske” og ”ved ikke”. Faktisk betyder det hundrede andre ting også, men jeg gættede på, at hun gav mig et af de fire svar. Så jeg sendte hende et træt smil og fandt min plads på flyet. Hvis jeg ikke nåede mit fly, så var der alligevel ingen, der vidste, at jeg var på vej til Vietnam. Så måtte jeg blive i Indien, selvom det ville være ærgerligt.

IMG_3270Vi fløj af sted, og tiden gik. Jeg kunne se på uret, at jeg ikke ville nå det. Vi ville måske lande, før mit fly fløj videre, men det ville tage en evighed at komme af flyet og finde den rette gate til det nye fly. Så jeg accepterede, at det var det. Jeg ville strande i Delhi – byen, som jeg overhovedet ikke kunne overskue et gensyn med. Heldigvis skulle det vise sig, at de to indiske mænd, som jeg havde mødt tidligere, absolut ikke ville acceptere, at de ikke nåede deres fly!
De tog fat i samme stewardesse, som jeg havde haft fat i, og så skældte de den stakkels kvinde ud. Der måtte være noget, hun kunne gøre!?
Og det var der!
Vi landede bare ti minutter, inden vores fly skulle flyve, men stewardessen sørgede for, at jeg og de to indiske mænd kom af flyet som de første. Vi tog trappen ned på landingsbanen, og der holdt der en bagagevogn, som samlede os op og kørte os tværs over landingsbanerne i fuld fart. Vi nåede flyet med nød og næppe, og de hejsede en særlig trappe ned til os fra en hemmelig indgang på flyet.
Helt forpustet og lettet over vores tur, fik jeg sat mig på min vinduesplads, og det sidste jeg så, inden vi fløj af sted, var min backpack, som blev kastet ind på flyet. Jeg sendte en kærlig tanke til stewardessen, som formåede at redde min og de to indiske mænds dag.

Vi landede i Kochin lufthavn, og jeg nåede lige at indånde den varme tropeluft, inden jeg checkede ind på et lufthavnshotel. Her overnattede jeg, før jeg næste dag skulle videre til Ho Chi Minh.

Næste dag stod jeg endnu engang i Kochin lufthavn, og her lagde jeg glad mærke til de mange ”meditationsrum,” hvor man kan sidde og meditere for sig selv inden afrejse. Jeg tænkte, at det burde blive indført i alle lufthavne, så folk kunne slippe for al den stress og angst, som der typisk kommer i lufthavnen. Hvis jeg havde vidst, hvilken rejse jeg selv stod overfor, så havde jeg nok sørget for at tage rummet i brug og meditere.
Jeg skulle flyve hele natten, så jeg var allerede forberedt på, at jeg ville lande i Ho Chi Minh tidligt om morgenen og være udmattet og træt. Endnu engang var mit fly desværre forsinket, og jeg tiggede og bad stewardesserne om at hjælpe mig. Jeg ville for alt i verden ikke være fanget i Kuala Lumpur (selvom det nu er en dejlig lufthavn :-) ). Stewardesserne hos Airasia var ikke samarbejdsvillige som dem hos Jetstar, så de rystede bare på hovedet og svarede, at der desværre ikke var noget at gøre.
Vi landede tyve minutter, inden mit næste fly skulle flyve. Stewardesserne kunne ikke give mig nogen information om, hvilken gate jeg skulle til, så derfor måtte jeg ud på egen hånd. Kuala Lumpur er en af de største lufthavne, og det viste sig, at mit fly boardede fra den anden ende af den kæmpe lufthavn. Jeg løb og løb, alt hvad jeg kunne. Jeg skulle igennem et transfercheck og et sikkerhedscheck, og sveden løb af mig, mens jeg fortvivlet måtte indse, at kampen var tabt. Mit navn blev kaldt over højttaleren, og som sendt fra himlen kom en mand kørende med en særlig bus beregnet til gangbesværede. Jeg fik stoppet ham og fik forklaret, at det var mit navn, som blev råbt op. Han gav mig lov til at tage plads på bussen, og så gassede han op. Vi cruisede igennem lufthavnen med en sådan fart, så folk måtte springe til siden. På vejen mod min gate var der flere ældre med stok, og folk med brækkede ben, som vinkede og prøvede at få bussen til at stoppe. Jeg sendte dem et undskyldende smil, og, jeg er bestemt ikke stolt af det, men vi kørte bare med fuld fart forbi dem alle. Jeg blev sat af, og jeg takkede manden mange gange – en sand engel.
Desværre var jeg endnu ikke i mål, for det viste sig, at jeg skulle igennem ENDNU et sikkerhedscheck. Udmattelsen og fortvivlelsen overmandede mig, og jeg begyndte at græde. Jeg græd, fordi jeg ikke ville være der, når min familie landede, og fordi jeg ikke kunne overskue at være strandet i Kuala Lumpur. Sikkerhedspersonalet så grædende mig stå i køen, og da de endnu engang kaldte mit navn fik jeg hulkende forklaret, at jeg skulle skynde mig. Så jeg fik lov at komme før alle andre, og da min bagage var blevet tjekket, løb jeg alt hvad jeg kunne.

Historien endte godt, for jeg nåede mit fly, som den allersidste, lige inden de havde pakket alt sammen – og endnu engang kunne jeg se min grønne backpack blive kastet ind i flyet, lige inden vi fløj af sted.

26913512_10156042672418695_1572494575_nKlokken 9 landede jeg i Ho Chi Minh, og klokken 13.30 så jeg min familie komme gående med deres bagage. Jeg listede efter dem og prikkede min mor på ryggen. Hun vendte sig om og fik overrasket øje på mig. At kramme min mor efter så lang tid var hele rejsen værd <3

2 tanker om “Fra Indien til Vietnam”

  1. Sødeste Nanna! Tak fordi du kæmpede dig frem – den bedste julegave jeg nogensinde har fået ❤️ Kys fra din mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>