På dybt vand

5”Flot… 4 dage i Asien, og nu synker du her midt ude på havet…” Tænker jeg for mig selv, mens de høje bølger kaster båden og mig frem og tilbage. Hvordan endte jeg her?

Jeg kan godt acceptere, at taxachauffører og motorcykelchauffører kører uforsvarligt, og jeg er heller ikke længere bange for at sove i dårlige bambushytter med kryb og slanger. Men jeg respekterer havet, og jeg ved, at sikkerheden på de asiatiske skibe er mangelfuld. Jeg har arbejdet på havet on/off de sidste fem år, og derfor er jeg også godt opdateret på sikkerheden til søs. Jeg betaler derfor altid overpris for at komme med de gode, sikrere både, i stedet for de lokale, som desværre kæntrer en gang imellem.

Da jeg skulle fra Sihanoukville til øen Koh Rong, var jeg derfor tilfreds, da jeg så på hotellets hjemmeside, at vi skulle fragtes med speedbåd, og det ville tage 30minutter. Fint!

Jeg tog plads på kajen ved Royal Pier og ventede sammen med resten af gruppen, som også skulle til Koh Rong. Det var en dejlig formiddag, solen skinnede, og de lokale børn legede i det beskidte vand. Jeg var fuldstændig uvidende om den farefulde færd, jeg skulle ud på.

2Men i Asien må man tit acceptere, at tingene sjældent går som forventet… For vi skulle ikke med speedbåd, og det ville ikke bare tage 30 minutter. Speedbåden var til ”reparation”, så som erstatning skulle vi med en klassisk lille og langsom longtail-boat. Det her ville komme til at tage timer… Mit mod sank hurtigt, og jeg spejdede bekymret ud over det urolige hav og de mørke skyer længere fremme.

Havde jeg været alene, så var jeg måske blevet stående der på kajen. Så havde jeg måske droppet turen og accepteret, at jeg ikke lige skulle til Koh Rong den dag. Men jeg skulle mødes med min bedste veninde, som allerede var på øen, og derfor fulgte jeg med resten af gruppen i båden, som knap havde plads til os alle.

Kaptajnen var en skeløjet ældre cambodjaner, som med et lumsk smil sejlede os ud på det åbne hav. Jeg trak vejret dybt og beroligede mig selv med, at bølgerne ikke var så høje, og solen stadig skinnede. Der var god stemning i båden, og folk smilede til hinanden, kærestepar kyssede og veninder delte høretelefoner og hørte på musik.
4Men så kom skyerne længere fremme, og pludselig var bølgerne ikke små længere. Smilene stivnede, og ansigterne blev blege. Vi fik hurtigt hevet persiennerne ned på båden, så vi nu sad helt tætpakkede op ad hinanden, mens troperegnen faldt i stride strømme. Båden begyndte at vippe faretruende fra side til side, og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvor lang tid vi havde igen af turen.
Jeg vidste, at vi ikke havde prøvet det værste, og jeg vidste at bølgerne bare ville blive højere og højere jo længere, vi kom ud på havet.

Og ganske rigtigt. Bølgerne steg i højde og vildskab, og de var så voldsomme, så vores båd blev kastet frem og tilbage. Vi endte på toppen af bølgerne, for derefter at falde et par meter og lande på havet med et brag. De høje bølger fra siden kastede mængder af havvand over rælingen, så det oversvømmede dækket og fyldte vores båd med vand. Det var hverken sikkert eller sjovt, og jeg lukkede øjnene og accepterede, at jeg måske ville drukne.

”OK, hvis vi kæntrer om lidt. Hvad skal der så ske?” Tænkte jeg for mig selv. Over os hang redningsvestene, som jeg vidste var i dårlig kvalitet, og jeg var ikke engang sikker på, at der ville være nok til den fyldte båd. ”Vi skal holde fast i hinandens redningsveste, så vi danner en slange eller en ring. På den måde slipper vi for at drive fra hinanden, og vi er nemmere at spotte for redningshelikopterne.” Tænkte jeg videre.
Men okay, selvfølgelig findes der ikke redningshelikoptere i Cambodja…
”Gad vide, om vi har nødblus, røg eller raketter, som vi kan sende af sted, så de omkringliggende både kan spotte, at vi er i problemer?” Det svar kendte jeg godt selv. Selvfølgelig var der heller ikke det.
Til sidst kom jeg frem til, at den eneste mulighed for, at vi ville blive reddet, var hvis en anden båd tilfældigvis sejlede forbi og så os. Så jeg bestemte mig for at tælle, hvor mange både vi passerede. Det var ikke svært, for vi passerede INGEN både.

Nu kastede folk op omkring mig, og den kinesiske kvinde ved siden af mig begyndte at græde af skræk. Bølgerne blev ikke mindre, de blev bare vildere og vildere, og der var så mange gange i løbet af turen, hvor jeg var sikker på, at vi ville kæntre.
Det værste øjeblik var, da vi ikke længere kunne se land bag os, og der ingen land var foran os heller. Det var det største mareridt at være fanget på havet med mørke skyer over os og mørkt vand under os.

3Jeg aner ikke, hvordan det kunne gå til, at vi alligevel klarede turen. Det var ganske enkelt et mirakel. Men efter næsten 3,5 time på åbent hav, forsvandt de mørke skyer igen. Himlen blev blå, og vandet blev lige så langsomt stille igen.
Vi hev persiennerne op, og så til, mens Koh Rong kom tættere og tættere på. Høje palmer, kridhvidt sand, og min veninde og hendes veninde glade og vinkende på bredden.

Jeg fortæller om Koh Rong i morgen, men selvom jeg svor, at jeg aldrig skulle på båden igen, så tog vi turen mod fastlandet en lille uge senere i præcis samme båd. Men denne gang var havet stille, og vores bådtur var helt fantastisk og idyllisk – se bare vores glade smil her:

6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>