Hvad Kina har lært mig

Jeg har dårligt wifi her i Indien, så det bliver uden billeder :-)

Min første rejste til Asien var i 2012, hvor jeg rejste rundt i Kina.
Kina var alt andet, end jeg havde regnet med, og det meste af dagen hadede jeg landet og rejsen. Det var overhovedet ikke ferie at være i Kina. Det var udmattende, uvant, hårdt og skræmmende hver eneste dag.

Jeg blev udfordret, som jeg aldrig var blevet udfordret før. Jeg havde aldrig stået over for ægte farer, men i Kina frygtede jeg for mit liv flere gange om dagen. Jeg kunne ikke forstå kineserne, og jeg forstod ikke den kinesiske kultur. Jeg havde lyst til at ændre på dem, og jeg havde lyst til at fortælle dem, at nogle af de ting, de gjorde, var ubehagelige for mig. Jeg holdt mig for ørerne, når de snottede og harkede på gaden, og jeg sendte dem vrede blikke, når de smaskende slubrede nudelsuppe i restauranten eller skoddede brune cigaretter og smed deres affald på gulvet.
Jeg var sur og irriteret, angst og ked af det – og hverken åben eller tolerant, hvilket jeg ellers i mange år havde troet, at jeg var.

Da jeg kom hjem, annoncerede jeg, at jeg ALDRIG skulle til Kina igen.

Men der var lyspunkter på min Kina-rejse. Små glimt af glæde og taknemmelighed. Som når jeg endelig fik peget rigtigt på de ulæselige kinesiske menuer, og jeg smagte nudelsuppe og dumplings, som smagte som små bidder af himlen. Eller når vi udforskede de kinesiske byer, som var så ulig de europæiske, men som var charmerende og stemningsfyldte på deres egen måde. Fyldt med grønne parker, hvor kineserne lavede morgengymnastik og proppede med gadekøkkener, frugthandlere og fiskehandlere, som solgte det mest fantastiske mad. Der var farver, lugte og lyde, som jeg ikke havde oplevet derhjemme, men som jeg den dag i dag indånder med glæde, hvis jeg en sjælden gang støder på det, fordi det minder mig om Kina.
Lyspunkterne var også de helt magiske oplevelser, når jeg fx stod på toppen af et bjerg og kunne forstå, at jeg på mystisk vis havde overlevet turen. Det var, når jeg vandrede op og ned ad de stejle trapper på Den Kinesiske Mur, eller når jeg sejlede op og ned ad Yangtze-floden i kajak eller bambusbåd, mens de høje bjerge skabte de mest fantastiske landskaber omkring mig. Det var, når vi pludselig befandt os på en rooftop med privat bartender og fik lov til at lave vores egne drinks hele natten, og det var, når jeg udforskede de kreative kvarterer og små gader i Beijing.

Ja… Kina er i dag det land, hvor jeg har lært mest om mig selv, og min Kina-rejse er den rejse, jeg sætter allermest pris på, fordi jeg blev udfordret og blev tvunget til at stoppe op og ændre på nogle ubehagelige sider af mig selv og min person.
Jeg tror ikke, at jeg ville have haft så stor en rejselyst og appetit på verden, hvis ikke jeg var blevet kastet ud i det mest ekstreme eventyr, som Kina var og er.

Alle mine andre rejser og destinationer føles som vand i forhold til Kina, og jeg takker mig selv for, at jeg heldigvis blev klogere og mere tolerant efterhånden som Kina-oplevelserne blev absorberet og tænkt igennem.

Det er nemlig aldrig landet, som skal ændres. Det er mig, som må tilpasse mig, hvis jeg vil have en vellykket rejse.

De tre vigtigste lektier, jeg lærte i Kina er:
1) Du bliver 10000 gange stærkere af at se din frygt i øjnene og kaste dig ud i ting, som er ubehagelige.

2) Du kan grine af det bagefter (hvis du altså overlever) – Sofie og jeg har de sjoveste historier fra Kina, for selvom det føles irriterende og mærkeligt i situationen, så er det de frustrerende og farlige oplevelser, som er sjove at genfortælle, når vi er hjemme igen.

3) Prøv aldrig at lave om på landet og kulturen. Tilpas dig og se, at det ikke altid er din måde, der er den bedste.

En dag vender jeg tilbage til Kina, og jeg glæder mig. Men først skal jeg forbi Indien, og det er et land, som jeg også har mange forbehold over for. Jeg prøver at lægge dem og alle forventningerne til side og bare opleve Indien, som det er.