Velkommen tilbage!

Skrevet lige, da jeg kom hjem (slut december 2016 og januar 2017)

2vinter17Jeg er tilbage i Danmark, og det har virkelig været en omvæltning!

Alt det, som jeg havde savnet, var rigtig dejligt at komme hjem til, men det har været meget sværere, end jeg havde regnet med.
Asien er blevet min hverdag og mit hjem, så da jeg vendte tilbage til Danmark, så følte jeg mig fremmed og meget anderledes.
Jeg havde brug for at ”integrere” mig igen, for jeg følte mig unaturlig og havde svært ved at finde tilbage til det danske.

Jeg har skrevet lidt ned om mine oplevelser, og de forskellige stadier, som jeg har gennemgået efter, at jeg er vendt hjem:

Jeg kan ikke lade være med at se efter slanger i buskene og græsset, og jeg ser konstant op på de nøgne, døde træer, for at sikre mig, at jeg ikke bliver ramt af kokosnødder.

Jeg farer forskrækket sammen hver eneste gang, der er nogen, der taler dansk omkring mig. Hvis jeg selv bliver tiltalt på dansk, så kigger jeg forvirret rundt og ned af mig selv og tænker: ”Hvordan kan de vide, at jeg også er dansk!?”

Alle spørger mig, om ikke, det er dejligt at være hjemme til den gode danske mad? Ærlig talt? Nej… Jeg savner virkelig asiatisk mad…
Jeg kan på ingen måde spise rugbrød, og jeg spiser meget lidt, for det hele ligger alt for tungt i min mave, og alle de maveproblemer, som folk er så bange for at få, når de rejser til Asien – dem får jeg nu, hvor jeg er hjemme i Danmark igen…
Mange klager over, at de ikke bliver ”mætte” af asiatisk mad, fordi det er så let og nemt at fordøje, men når først mavesækken har vænnet sig til det, så føles det helt forfærdeligt at spise tung dansk mad, som gør mig proppet og doven og rigtig dårligt tilpas.

Jeg har sådan savnet god kaffe, nybagt brød, ost og bland-selv-slik, men nu hvor jeg har ubegrænset adgang til det, så er det tydeligt, at jeg faktisk ikke særlig godt kan tåle at drikke og spise det længere.

Jeg har svært ved at overholde tider, og jeg finder det klaustrofobisk at have en aftale. Jeg er vant til at vågne med en helt tom kalender og så bare fylde dagen op med det, jeg har lyst til, så det er ubehageligt, at jeg pludselig skal være der for andre og holde styr på tiden.

Jeg kan ikke følge med. Tempoet er alt, alt for hurtigt her i den vestlige verden. Alle er på vej mod noget, alle har et formål. Alle løber, og det hele skal være hektisk og travlt. Jeg bliver stresset bare af at se på danskerne, som farer af sted.

5vinter17Jeg kan ikke holde ud at have overtøj og jeans på, men det er for koldt at lade være. Det føles bare så ubehageligt og fængslende for min krop.

Strømpebukser er et helvede! De falder konstant ned, og mine ben skriger efter luft.

Det gør ondt at have støvler på, og jeg savner følelsen af at gå barfodet rundt i vandkanten. Mine fødder og tæer krøller sig underligt sammen, og jeg undrer mig over, at det før har været naturligt for mig med indeklemte fødder.

Sne er for vildt! Og jeg smiler, når de kolde regndråber rammer mig, mens jeg går gennem byens gader.
Det er superhyggeligt, at der er koldt udenfor og varmt indenfor, og selvom jeg vænnede mig til at stå helt vildt tidligt op i Asien, så er det nemt at vænne sig til at sove længe igen i Danmark, når regnen trommer på ruden udenfor.

Jeg kan ikke trække vejret! Alle brokker sig over den fugtige og forurenede luft i Asien, men her i Danmark er luften så knastør og kold, så jeg får ondt i halsen, bliver hæs og må drikke vand hele tiden.

IMG_3786Jeg er til gengæld kæmpefan af, at vandet kan drikkes fra vandhanen :-)

Jeg kan ikke længere drikke koldt vand. Det skal være lunkent ligesom i Asien.

Her er dødt og koldt. I Danmark støder jeg ikke på liv og bevægelse, hvor end jeg går hen. Jeg møder ikke nysgerrige dyr, små kryb eller legesyge gadehunde her på de asfalterede kolde veje – jeg møder ikke engang pilende rotter eller kakerlakker!

Jeg møder heller ikke venlige, opmærksomme blikke fra forbipasserende, og jeg bliver ikke skubbet og puffet til fra alle sider. Alle holder en høflig og pæn afstand til hinanden, og det føles ikke rart.

Den første måned i Danmark har jeg ikke noget SIM-kort. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg er tilgængelig for alle hele tiden. Jeg kan ikke lide, at alle forventer noget af mig og vil have fat i mig. I Asien havde jeg kun mig selv, og jeg behøvede ikke at være i kontakt med nogen på mobil eller sociale medier, for alle som jeg skulle i kontakt med var enten på den anden side af jorden, eller også var de lige der, hvor jeg var.

3vinter17Når jeg boede i de spirituelle, asketiske yogamiljøer, så følte jeg mig tit en smule rebelsk og som ”det sorte får”, fordi jeg ikke fulgte de mange regler til punkt og prikke. Jeg kunne fx godt finde på at tage i byen imellem vores yoga-retreats, jeg spiste nogle gange kage, og jeg smugrøg også gerne, når ingen af mine yogavenner så det.
Men nu hvor jeg er hjemme i Danmark, så føler jeg mig i stedet meget ”hellig”. Her er der ganske få, som spiser vegansk, undgår stimulanser og er spirituelle, og de ting, som jeg efter min tid i Asien ser som normale, bliver nok anset som værende for meget i Danmark. Her bliver jeg stemplet som helsefreak, hvor jeg i Asien var lige modsat…

Jeg har lagt mærke til, at danskere er bange for at drømme stort. Danskerne søger trygheden og det sikre valg, og rigtig mange kommenterer på min rejse med disse sætninger: “Du er godt nok modig, jeg ville aldrig turde at rejse alene.” og “Hvordan får du pengene til at rejse så meget?” (Det svarer jeg i øvrigt på senere!)

Mange danskere er gode til at brokke sig og give alle andre skylden i stedet for at vende pilen indad og se, om de selv kan gøre noget for at ændre deres situation. Jeg forstår fx ikke, at så mange brokker sig over deres uddannelse eller stressende arbejde, når de ikke har tænkt sig at gøre noget ved det. Vi behøver jo faktisk ikke at sidde fast i hamsterhjulet eller være en del af rotteræset – vi kan jo bare stoppe op, mærke efter, give slip og starte på ny.

Jeg skal virkelig bide mig selv i tungen for ikke at snakke om Asien hele tiden. Jeg oplevede så mange fantastiske, skræmmende, utrolige ting på min rejse, og jeg har egentlig bare lyst til at fortælle og fortælle. Men det går hurtigt op for mig, at det ikke er alle, som gider at høre om min rejse konstant, og det er egentlig også helt fair ;)

4vinter17Så alt i alt, så er konklusionen vist, at jeg er glad for at være hjemme, men at jeg nok må indse, at jeg ikke er hjemme for good.
Asien har stjålet mit hjerte, og det er bare et spørgsmål om tid, før jeg vender tilbage igen :-)