Til kamp for kærligheden

IMG_1041”Vi mangler kærligheden,” siger jeg og kigger mine medtrænere i øjnene. Det er en ubehagelig samtale, som jeg har taget mod til i et par dage. Jeg fortæller mine medtrænere, at jeg ikke kan føle kærligheden på centret og i yogaklasserne. De er professionelle og meget dygtige, men der er ingen omsorg eller beroligende ord.

Mange af gæsterne, som kommer til retreatet, har desperat brug for kærlighed, intimitet og berøring, og det er så nemt for os at give det til dem!

Da jeg kom til Hariharalaya sidste år som gæst, så var det som at få et langt varmt kram. Jeg følte kærligheden fra instruktørerne, og jeg følte, at jeg blev taget af og holdt om. Da jeg senere tog min instruktøruddannelse hos Samma Karuna var det én stor kærlighedseksplosion. Vi krammede, delte, grinte og græd, og jeg følte mig elsket som aldrig før.

Derfor kom det som en overraskelse, da jeg tog tilbage til Hariharalaya og opdagede, at centret var gået i en ny retning. Vores cheftræner er nu en tidligere personlig fitness-træner, og hans undervisning er hård, sveddryppende og meget teknisk. Han taler et anatomisk sprog, og der er ikke meget snak om følelser. Han kan heller ikke lide at rette på folk med hænderne. I stedet viser han dem, hvordan de skal stå, uden på noget tidspunkt at røre dem. Det er en effektiv teknik, hvor gæsterne lynhurtigt fornemmer på egen krop, hvad der er rigtigt, men det betyder også, at de ikke får den kærlige berøring, som de ville have fået, hvis han havde brugt sine hænder.

De første mange uger sagde jeg ingenting, og jeg oplevede også, hvordan jeg langsomt blev fysisk stærkere, tabte mig og blev meget mere fleksibel. Træningen var bestemt effektiv for mit ydre! Men indeni var der ingen effekt. Normalt efterlader yoga mig med en følelse af glæde, optimisme og balance. Og hvis jeg er rigtig heldig, så får jeg følelsen af, at mit hjerte eksploderer, og jeg kan dele kærlighed, smil og varme til alt og alle. Men denne træning gav mig intet af det.
Jeg blev mere og mere frustreret, og da jeg senere opdagede, at jeg selv ubevidst begyndte at instruere på samme måde, så bestemte jeg mig for, at det var på tide at sige stop!

Jeg måtte starte en revolution – en kærlighedsrevolution.

Derfor har jeg nu taget mod til mig, og på vores ugentlige møde sætter jeg kærligheden på dagsordenen. Jeg er nervøs for, hvordan mine kolleger reagerer, når de hører, at jeg ikke er tilfreds med deres instruktion, men heldigvis tager de det pænt, og jeg får lov til at fortsætte min snak.

Jeg foreslår simple ting som, at vi begynder at lave ”hands-on-adjustments”, hvor vi berører gæsterne og retter på dem. Det behøver ikke udelukkende at være for at få dem til at stå korrekt i stillingerne, det kan også bare være en kærlig massage. Fx kan vi massere dem, når de ligger i den afsluttende Shavasana sidst på timen, og vi kan inddrage yoga-terapi-teknikker for at få dem til at føle og give slip i de mere intense stræk.
I yogatimerne skal vi også tale blødere og kærligere til gæsterne. Vi skal blive bedre til at minde dem om, at de skal føle efter og lytte til de tanker, der kommer op, når de er i de bestemte stillinger. Vi skal ikke være bange for at sige kliché-citater højt, for det kan være lige netop dét, som gør, at vores gæster finder styrken og motivationen til at fortsætte og blive i strækket eller stå lidt længere i stillingen.

Jeg foreslår også, at vi indfører daglige krammesessioner til vores måltidscirkler. Man kan aldrig få for mange kram, og der er alt for mange af vores gæster, som hungrer efter berøring.

Mine forslag sætter en diskussion i gang, og heldigvis er mine kolleger villige til at prøve teknikkerne af. Vi kommer i fællesskab frem til andre tiltag, som vi også kan prøve, og vi lover alle, at vi vil prøve at tænke kærligheden ind i vores undervisning fra nu af.

Tre dage efter begynder det nye retreat, og de små tiltag har straks effekt. En smart hipsterfyr fra London bryder sammen på andendagen, da det går op for ham, at han ikke er blevet krammet og rørt ved, siden hans kæreste slog op med ham et halvt år tidligere. Resten af ugen løber han fra person til person og deler kram ud til alt og alle.

I yogatimerne deler jeg det ene kliché-citat efter det andet, og efter hver time fortæller gæsterne mig, hvor vildt det er, at de faktisk kan føle deres hjerte. Tænk sig, at det faktisk er muligt at trække vejret fra hjertet, udvide det og åbne det op?
Jeg assisterer i andre klasser, og her masserer jeg gæsterne. Jeg lægger også blidt hænderne på deres skuldre, så de kan sænke dem og åbne brystet (og hjertet) op. Jeg presser på deres lænd, så de kan gå dybere i strækket, og jeg lægger armen på deres rygsøjle, så de kan rette ryggen ud. Det er simple teknikker, men efter bare få dage, får jeg kælenavnet ”Magic Hands”. Gæsterne taler begejstret om, hvor beroligende og dejligt det er, når jeg og de andre instruktører retter på dem.

Jeg ser også, hvordan mine medtrænere pludselig taler roligere og blidere til gæsterne. De taler med omsorg og medfølelse i stemmen, og klasserne bliver behageligere og kærligere.

Da vi seks dage senere har vores ”Closing Circle”, hvor gæsterne deler deres oplevelse af retreatet, er jeg fuldstændig overvældet over responsen på mine små tiltag.
Samtlige 22 gæster nævner, at det bedste ved retreatet, er, at de tydeligt har mærket kærligheden.

Vi har stadig lidt vej endnu, men min kærlighedsrevolution har fået den helt perfekte start!
hjerte