Tre måneder som yoga-praktikant

gallery_012Klokken er 10 om morgenen, og jeg befinder mig i Siem Reap. Solen brænder fra en skyfri himmel, og jeg vandrer langs de støvede gader. ”Tuk tuuuuk!?” Råber chaufførerne af mig. Hundene gør, og jeg snubler over en stor død rotte.

Mit første retreat (hvor jeg bare var gæst), sluttede for et par dage siden. Jeg har tilbragt de sidste to nætter i byen, og nu er dagen kommet! Nu skal jeg officielt starte i praktik hos Hariharalaya.

Jeg finder ”Siem Reap Hostel”, hvor min fillippinske medpraktikant bor. Jeg genkender straks vores smilende chauffør Ri, som venter i sin tuktuk, og jeg sætter mig ind og får en god snak med ham. Som altid med cambodjanere (og asiatere generelt) snakker vi om mig og mænd. Er jeg gift? Er jeg forlovet? Har jeg kæreste? Hvorfor ikke? Hvad mener du med, at du ikke behøver en mand?

Jeg ånder lettet op, da jeg ser en lille slank skikkelse komme ud fra hostellet slæbende på verdens største kuffert. Min medpraktikant er sød og chik i en højttaljet nederdel og blomstret pandebånd i håret. Vores manager fra Hamborg tilslutter sig også. Hans tyske venner er i byen, så han har brugt de sidste par dage på at feste med dem.

gallery_019Tuktuk-turen tager en halv time, og vi kører gennem de travle gader og holder i lange tuktuk-køer, fordi alle turisterne skal mod Angkor Wat. Da vi kommer ud af byen, kører vi forbi lokale markeder, store luksushoteller og industrikvarterer. Længere ude er landskabet fladt med tørre marker og udmagrede køer. Skolebørnene cykler af sted på flade cykler og med hvide og blå skoleuniformer. ”Hello, hellooooo!” Råber de, når de spotter os i tuktukken. Vi vinker og råber tilbage, og i det vi kører væk, råber de: ”What’s your naaaaaame?” Vi kan ikke nå at svare, men det er også helt okay, de øver bare deres engelske.

Jeg udspørger min kollega, og hun fortæller, at hun er 29 år og tidligere skolelærer på en drengeskole. Hun har undervist autistiske børn i yoga, og en dag følte hun sig kaldet til at fortsætte ad yogavejen. Tårerne triller ned ad kinderne, da hun fortæller om sin familie derhjemme, som hun allerede savner så meget, så det gør ondt i maven. Hendes søster har en søn, men søsteren går i skole i en anden by, så det er hende, der har opdraget og taget sig af drengen. Han er seks år gammel, og hun er dybt ulykkelig over at skulle forlade ham. Det bliver hurtigt klart for mig, at hun ikke er lige så begejstret for hendes nye job, som jeg er…

Vi ankommer til Hariharalaya og bliver mødt af resten af teamet, som består af grundlæggeren Joel, hans spirituelle vejleder, vores cheftræner og en medpraktikant, som bare har få uger tilbage af sin praktik.

Det næste retreat begynder i morgen, så vi går straks i gang med forberedelserne. Stedet skal tjekkes, der skal rengøres, og velkomstpakker skal pakkes. Bagefter har vi fællestræning, hvor min medpraktikant og jeg underviser de andre.
Der er en spændt og en smule akavet stemning. Vi er det nye team, og vi kender ikke hinanden endnu, så det bliver interessant at se, hvordan alt kommer til at gå. Jeg observerer mine kolleger og funderer over, om jeg vil blive gode venner med dem, eller om jeg bliver træt af dem. Det må tiden vise.

gallery_021Resten af ugen går med at lære alle de nye opgaver at kende. Jeg står for at ringe vores store ”Gong”, som ringer ind 6.30 hver morgen og ti minutter inden hver aktivitet. Jeg lærer at feje yogahallen og gøre klar til undervisningen.

Jeg underviser selv opvarmningen til aftenmeditationen en enkelt dag. Det er bare 20 minutter, og det er helt mærkeligt ikke at undervise, når jeg har været vant til at undervise to klasser hver eneste dag i Vietnam.

gallery_018Jeg står op klokken 5 om morgenen hver dag. Jeg deltager i alle klasser og meditationer, og jeg laver min egen personlige praksis ved siden af. Det er omkring fire timers yoga og halvanden times meditation hver eneste dag. På tredjedagen er min krop så øm, så jeg har svært ved at bevæge mig.

13062148_1270518922976408_3508094826711645634_nMen jeg har det sjovt, gæsterne er simpelthen så søde, og jeg føler mig glad, heldig og rigtig godt tilpas. Tænk, at jeg skal lave det her i 3 måneder fra nu!

Følg med de næste dage, hvor jeg fortæller om selve programmet og aktiviteterne.