Farvel til skønne Asien

IMG_69849.marts 2015

Den sidste nat i Asien blev brugt på et meget ucharmerende værelse på et lufthavnshotel. Det var som taget ud af gyserfilm. Nærmest øde, nedslidt og med gule vægge fyldt med skimmelsvamp. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde min egen balkon med store tunge gardiner. Døren ud til balkonen kunne ikke lukkes helt, hvilket betød, at de store gardiner blafrede konstant, og månelyset skinnede ind.

Heldigvis skulle jeg bare bruge ganske kort tid på stedet, for klokken 4 næste morgen, blev jeg hentet af en taxa og kørt det sidste stykke mod lufthavnen.

I lufthavnen fandt jeg Norwegian’s stand, hvor jeg skulle levere min bagage, og pludselig hørte jeg norsk overalt omkring mig. Jeg var i den grad på vej hjem!

Flyveturen tog 13 timer, og mine to sidemakkere var et finsk par, som havde drukket alt for meget thaiwhiskey. De kom op at skændes og råbte og skreg på finsk, pigen begyndte at græde, og efter en time rejste hun sig fra sit sæde og kom ikke tilbage, før vi skulle lande 12 timer efter.

IMG_5296 Da vi nærmede os Oslo, kunne jeg ikke tage øjnene fra udsigten under mig. Store hvide fjelde fyldt med sne, frostklar blå himmel og nøgne grantræer.

Jeg havde tasken fyldt med sommertøj, så dagen inden havde jeg købt en lang striktrøje, så jeg kunne holde varmen. Det hjalp dog ingenting, da jeg først ankom til Oslo. Kulden og minusgraderne gik direkte igennem tøjet, og for første gang i lang tid, frøs jeg og klaprede tænder.

Jeg kunne se tilbage på det vildeste eventyr med oplevelser og minder, som jeg aldrig glemmer. Det at komme hjem til Danmark skulle desværre vise sig at blive helt anderledes end forventet, og derfor besluttede jeg mig også hurtigt, at jeg måtte tilbage mod Asien igen.

Så til oktober flyver jeg endnu engang af sted mod Bangkok, og denne gang har jeg ingen returbillet! Det er i Asien, hvor jeg er allerbedst tilpas, og jeg glæder mig til at komme af sted og lægge mit gamle liv bag mig.