Asiatiske negle

Processed with VSCOcam with f2 presetHver dag i Asien bød på nye oplevelser og seværdigheder. Men når jeg havde brug for en pause fra sightseeing, markedsshopping og fest på barer, så gik jeg i en af de mange forskellige neglesaloner og fik ordnet hænder og fødder.

De ligger overalt i de asiatiske storbyer, og så er det utroligt billigt. Flere steder koster det under 50kroner, og så er det stadig med scrub, håndcreme og fin neglelak. Man kan også tit vælge en ”luksuspakke” med massage af arme og ben inkluderet, og det koster typisk bare 30kroner ekstra.

Neglesalonerne har åbent til langt ud på natten og fra tidligt om morgenen, så man kan næsten altid finde en tid.

I Ho Chi Minh har jeg prøvet flere af dem, som ligger på Bui Vien Street, og jeg har været ret tilfreds med dem alle.
De vietnamesiske piger er simpelthen så grundige og søde, og de vil rigtig gerne snakke (typisk om mænd og penge).

Jeg havde én uheldig oplevelse i Siem Reap, Cambodja, hvor min mor og jeg skulle have manicure og pedicure. Vi valgte et af de lidt dyrere steder, fordi det så lækrere ud. Desværre viste det sig, at de næsten ikke havde nogle farver at vælge imellem. Jeg endte derfor med bare at tage en klar lak på hænderne, og så prøvede jeg en orange på fødderne. Desværre opdagede jeg næste dag, at den orange farve var begyndt at boble på mine negle! Jeg kunne ikke få neglelakken af, for den var trængt helt ind i neglen – virkelig noget giftigt stads!

Fremover ved jeg derfor, at dyrt ikke nødvendigvis er det bedste – og så skal man altid huske at se deres udvalg af farver, inden man betaler.

I Asien havde jeg konstant velplejede hænder, for jeg fik virkelig tit ordnet dem. Jeg blev også enig med mig selv om, at det er vigtigt, at vi som turister støtter de forskellige saloner og viser, at pigerne kan tjene penge på andre måder end at sælge sig selv – på den måde er det nærmest et moralsk ansvar for os turister at få manicure og pedicure ;-)