Første møde med Kina

Da min far og jeg stod af flyet i Beijing, blev vi mødt af en kvælende varme, så ulidelig, så vi næsten ikke kunne trække vejret. Vores tøj blev med det samme helt gennemblødt, og vi undrede os over, hvorfor de havde skruet sådan op for varmen i lufthavnen.

Da vi havde fundet vores bagage kom vi ud til ankomstterminalen, hvor Sofie ventede på os. Det var fantastisk at se hende efter så mange måneder, og vi fik krammet og knuset til den helt store guldmedalje. Da vi fik nævnt den ulidelige varme, der var i lufthavnen, kiggede Sofie undrende på os: ”De har aircondition her, det er meget varmere udenfor!”

Vi skulle med lufthavnstog, og Sofie gik hjemmevant hen til billetkontrolløren og bestilte 3 billetter på kinesisk! Jeg var i chok, for jeg havde ikke regnet med, at hun var blevet så god til kinesisk, så hun også kunne bestille togbilletter.

Herefter tog vi toget mod Beijing. Vi skulle skifte et stop og på et nyt tog, og da vi stod af det tjekkede lufthavnstog og kom til den rigtige undergrund blev vi mødt af en enorm og klaustrofobisk menneskemængde. Der var mennesker overalt, og de skubbede og masede for at komme til. Togene var overfyldte, og man måtte kæmpe for at komme ind og få en plads.
Selv stod vi med store kufferter, og vi fik med nød og næppe mast os ind i toget.
Jeg kunne mærke trætheden skylle ind over mig, og jeg følte mig usikker over den omklamrende menneskemængde og syg og dårlig af varmen.

Da vi kom op på gaden igen, drog vi af sted mod vores hostel. Overalt var der biler, der dyttede, overhalede indenom og kørte over for rødt. Cyklisterne kørte ind og ud foran hinanden, og mange af cyklerne var så overlæssede, så de var lige ved at brase sammen.
På gaderne var kineserne rykket ud. Her sad de i udendørs sofaer og vaskede op, spillede spil eller slubrede nudelsuppe i sig. De talte højlydt, og det lød så voldsomt, så jeg troede, at de var kommet op og skændes.

Da vi endelig nåede gaden, hvor vores hostel lå, skulle vi ind ad en lille gyde, over en øde parkeringsplads og igennem en lille tunnel. Alt så yderst usselt ud, og jeg følte mig ikke tryg ved stedet.

Men da vi nåede til Sanlitun Hostel, blev det hele bedre. Her var en stor terrasse med de klassiske røde rispapirs-lamper, store borde og bænke, et lille springvand og eksotiske planter. Indenfor var der store sofaer, farverige puder, og Bob Marley lød ud gennem højttalerne. Gæsterne på hostellet havde dreadlocks, piercinger, batik-farvet tøj, ankelringe og løse bukser. Jeg var vild med det!

Vi havde fået et stort lyst værelse med 3 senge klemt ind, kold (!) aircondition og toilet ude på gangen.

Sofie havde planlagt en masse, når nu vi var i Beijing, men både min far og jeg var så trætte og dårlige af jetlag, så vi faldt i søvn med det samme, og sov resten af dagen, mens Sofie måtte underholde sig selv. Hun havde ikke set os i et halvt år, og nu lå vi bare og sov.