Det er blevet efterår

23.september, i et DSB-tog på vej mod Lufthavnen.

Skovene, markerne og havet passerer forbi mit vindue i toget. Tågen ligger tæt, med et gulligt skær. Det er blevet efterår, og nu sidder jeg her på vej mod Kastrup for endnu engang at tage hjem til Asien. Bladene har skiftet farve, og der er ikke meget af det grønne sommerlandskab tilbage. I stedet er der nu røde, orange og gule nuancer og nedfaldne blade på skinnerne.

Hver gang det bliver efterår, så giver træerne slip på vægten og bagagen. De ryster de mange blade af sig, grenene knækker, og langsomt tømmes de for alt, hvad de tidligere bar rundt på, indtil de til sidst er helt nøgne, kolde og sårbare. Først derefter kan de endnu engang gro og vokse, og en dag bliver det igen forår, og så står de der endnu engang. Flottere end før og med smukke grønne blade.

Vi bør lære lidt af træerne. Lære, at det er ok at give slip og lade gå. Lære, at vi faktisk bliver stærkere og smukkere af at forlade alt og være sårbare.
Vi kan ikke gro, hvis ikke vi tør slippe det gamle. Men vi må også acceptere, at vinteren kommer før foråret, og det er ikke altid lige nemt at sige alt op og flygte fra det hele.

Jeg har endnu engang sagt farvel til venner og familie, og over mig ligger min grønne backpack, som kun er pakket med det mest nødvendige – bare 15kg for at være helt præcis. Det er ikke meget, og jeg ved ikke, hvor længe, jeg skal bære rundt på det – måske 1 måned, måske 1 år, måske 2, måske endda 3.

På trods af, at det er i Danmark, hvor vi har tydelige årstider, så mærker jeg ingen udvikling hos mig selv der.
Det er i Asien, jeg gror – og fra i morgen, er det i Asien, jeg bor :-)

Jeg kommer til at savne jer alle sammen derhjemme, og jeg glæder mig, til vi en dag ses igen. I Asien, i Århus, eller et helt tredje sted <3
Og hvis I allerede savner mig, så får I her et billede af mig – super træt, comfy klædt og klar til min rejse!

8