Velkommen hjem til Danmark

OLYMPUS DIGITAL CAMERAI det jeg træder ud af det store fly, som har fløjet mig fra Doha til København, så mærker jeg kulden, som rammer mig fra alle sider. Imellem flyet og landgangen er der en lille sprække, hvor den kolde brise trænger ind, og jeg får gåsehud. Lufthavnsarbejderne snakker dansk, og den danske politibetjent, som tjekker mit pas, åbner det bare hurtigt, ser mig i øjnene, og lukker det lige så hurtigt igen. ”Velkommen hjem!” siger hun og smiler, og jeg smiler glad tilbage og siger ”Thanks! … Eller… I mean TAK!” Jeg er vant til, at jeg skal nedstirres i paskontrollen, have taget fingeraftryk og besvare alle mulige spørgsmål om udrejsedato, hvor jeg skal bo, og hvad jeg skal i landet. Men her i Danmark går jeg lige igennem.

Alle er blege, nærmest grå i huden, og de er pakket ind i store jakker, halstørklæder og huer. Jeg kan ikke lade være med at stirre på alt det tøj, men der er tilsyneladende ingen, som lægger mærke til mig. Der er ingen, der stirrer på mig, peger på mig eller fotograferer mig. Her i Danmark blender jeg ind og ligner alle andre.

Jeg spotter hurtigt min tunge backpack på bagagebåndet blandt de mange sorte tasker og kufferter. Min backpack er ikke særlig dansk… Den er grøn, med en mønstret yogamåtte på siden, et flag fra Hong Kong Pride og en rød meditationspude.
Jeg smækker backpacken op på min bagagevogn, og så begynder jeg langsomt at køre mod udgangen. Det her er en stor og voldsom oplevelse for mig. Jeg er tilbage i Danmark, og jeg har nu sagt farvel og tak for denne gang til verdens bedste rejse.
Jeg må tage en dyb indånding, inden jeg går mod de velkendte ankomstdøre og ser de mange mennesker, som står på den anden side og venter på at få deres kære hjem.
Med nervøse skridt træder jeg selv ud i menneskehavet og ud i ankomsthallen i Kastrup Lufthavn. Heldigvis står mine gode venner og min lillesøster og lillebror og venter på mig, da jeg kommer ud, og de vifter med røde og hvide flag. Jeg ryster og må tørre tårerne væk, for det er alt for overvældende at se dem igen, og jeg fatter ikke, at jeg nu er hjemme!

Vi drikker kaffe fra Lagkagehuset, og jeg får flashback til dengang for 14 måneder siden, hvor jeg sad på præcis samme sted og forberedte mig på at skulle rejse væk til Asien.

Jeg siger farvel til mine søde venner, og så sætter jeg mig ind i bilen, så min lillesøster kan køre mig og min lillebror til Århus. Min hjemby.

Julie opdaterer mig på det nyeste musik, og jeg lærer, at der er en ny dansk gut, som hedder ”Gulddreng”, hvis sange lyder rimelig ens.
Jeg kan ikke tage øjnene fra det danske landskab. Det er simpelthen så eksotisk, og jeg føler, at jeg er kommet til en helt anden verden. Det er som om, at alle farverne er trukket ud. Her er bare gråt og brunt, og alle træer og buske er nøgne og døde.
Vi stopper i Odense, hvor vi skal hente min tvillingesøster Sofie, og jeg når lige at mærke kulden, da jeg går ud for at hente hende. Her er jo helt afsindig koldt, og jeg fatter ikke, at man kan overleve i denne her kulde?
Det er dejligt at se min tvillingesøster igen, men jeg har jo heldigvis næsten lige set hende i Hong Kong.
”Gad vide, hvem der er hjemme?” Spørger jeg nysgerrigt min lillesøster, for vi skal hjem til vores mor, og jeg ved ikke, hvem der er der til at byde velkommen. Min lillesøster svarer bare køligt, at hun ikke regner med, at der er nogle. Hun tror ikke engang, at min far har haft tid til at komme. Det er et ret skuffende svar, og jeg kigger lidt ud af bilruden, hvor mørket er ved at falde på. ”Hvad mon vi skal have at spise?” spørger jeg hende så. Julie svarer bare, at hun ikke har hørt, at vi skal have noget specielt, men hvis der er noget, jeg virkelig har lyst til, så kan jeg vel sende en sms til vores mor? Jeg tænker for mig selv, at det er lidt ærgerligt, at der ikke er gjort mere ud af min hjemkomst, når nu jeg alligevel har været væk i 14 måneder…
Efter tre timer kører vi ind i Århus, og vi passerer de velkendte veje og huse, som jeg ikke har set i så lang tid. Vi kører ned ad villavejen og stopper foran huset, hvor persiennerne er trukket ned, så man ikke kan se ind.

Jeg får med stort besvær taget min backpack på ryggen, og så går jeg ind i huset. Ind i entreen og videre ind i køkkenet for til sidst at stikke hovedet rundt om hjørnet og se ind i stuen. I stuen står min familie og mine veninder, og da jeg kommer ind råber de alle ”Velkommen hjem!”
Jeg bliver overrasket over at se dem alle sammen samlet! Så var der alligevel forberedt en stor velkomst til mig, og det gør mig varm og virkelig glad.
Alle de her smukke og fantastiske ansigter, som jeg ikke har set i en evighed, og nu er de alle samlet lige her!

Synet af mine venner og min familie minder mig om, hvorfor jeg i sin tid bookede billetten hjem.
Jeg har savnet dem, og nu er jeg endelig hjemme.

pp10